Print Friendly, PDF & Email

De svenske forskningsfærder til Spitsbergen

Den første svenske naturforsker som har besøkt Spitsbergen var Linné’s elev Anton Rolandsson Martin. Hans besøk (i 1758) var ganske kort, men som resultat av hans reise foreligger allikevel i Svenska Vetenskapsakademiens “Handlingar” en række meteorologiske observationer og desuten en “Beskrifning på en Procellaria, som finnes vid norr-polen.” Reisen blev, efter hvad han selv oplyser, foretat på Linné’s opfordring. I løpet av de følgende 100 år møter vi bare én svensk naturforsker på forskningsfærd på Spitsbergen, nemlig den berømte zoolog prof. Sven Lovén, som foretok en reise til Spitsbergens vestkyst i 1837. Reisen gav vigtige resultater både i zoologisk og geologisk henseende (bl. a. opdagedes de første jurafossiler på Spitsbergen). I 1858, nøiagtig et århundrede efter A. R. Martins besøk, drog Otto Torell ut på sin første Spitsbergekspedition, og med denne færd kan man regne at de plan mæssige svenske undersøkelser av Spitsbergen for alvor tok sin begyndelse. Tre år senere, i 1861, besøktes Spitsbergen atter av en svensk ekspedition under Torells ledelse, og denne gang hadde han ikke mindre end 8 naturforskere, representanter for forskjellige videnskapers i sit følge. Der blev på denne tur lagt en solid grundvold for det videre studium av Spitsbergens natur på en række forskjellige felter. Fra nu av følger de svenske forskningsfærder til Spitsbergen slag i slag, sådan som ovenstående fortegnelse viser, Det er sikkert ingen tilfældighet at det netop var i slutten av 1850-årene, at interessen for Spitsbergen og for polarforskningen overhovedet for alvor vågnet i Sverige, og heller ikke er det nogen tilfældigliet at det var under Torells ledelse denne forskning blev sat i verk.

I anden halvdel av 1850-årene var læren om en istid i Nordeuropa seierrikt trængt igjennem. Allerede tidligere hadde rigtignok enkelte klartseende forskere tolket visse lokale grusavleiringer som brædannelser, men først ved denne tid blev den dristige tanke om et sammenhængende isdække over hele den Skandinaviske halvø fremsat av Th. Kjerulf (1858) og Otto Torell (1859). Beviserne for istidens eksistens var i virkeligheten så klare, da man først var blit opmerksom på dem, at istidslæren snart blev praktisk talt enerådende. På det kvartærgeologiske studium i Skandinavien virket den i høi grad befrugtende. På samme tid som istidens spor i selve Skandinavien flittig blev gransket, var det ganske naturlig at opmerksomheten sterkt måtte rettes mot Spitsbergen, det nærmeste polarland. At studere naturforholdene der oppe var ikke bare i sig selv en overmåde interessant opgave, men de tanke har sikkert tillike i høi grad bidradd til at holde interessen våken, at forskerne ved at studere den høiarktiske natur samtidig kunde vinde større klarhet over, hvordan tilstanden engang må ha været hjemme i deres eget land. Torell besøkte i 1861 Spitsbergen for sidste gang. Den mand, som fra nu av gjennem adskillige år blev den ledende i Sverige på Spitsberg-forskningens område, var den store polarforsker Adolf Erik Nordenskiöld. Nordenskiöld, som hadde deltat i begge Torells ekspeditioner og således allerede på forhånd var godt kjendt på Spitsbergen, ledet selv ekspeditioner dit op i 1864, 1868 og 1872-1873. I 1864 var hovedopgaven at fortsætte det kartlægningsarbeide, som var påbegyndt i 1861. Sammenligner man det kart over landet som Dunér og Nordenskiöld utga i 1865 med de i forveien eksisterende karter (selv de sidste, f. eks. det engelske admiralitets kart fra 1860), springer det straks i øinene i hvor høi grad tidligere, urigtige forestillinger om landets form var blit korrigert ved dette kartarbeide. I 1868 arbeidet under Nordenskiölds ledelse en mandsterk og alsidig videnskabelig stab, og overvintringsekspeditionen 1872-73 er overhovedet den første videnskabelige overvintring på Spitsbergen. Nordenskiölds interesser tok efterhånden en noget anden retning. Vi træffer ham senere i 1870-årene på forskningsreiser til Novaja-Semlja og det nordlige Sibirien, og i 1878-1880 utførte han den stordåd, hvortil hans navn for al fremtid vil være knyttet: opdagelsen av Nordostpassagen, omseilingen av Europa og Asien. Til Spitsbergen kom han ikke oftere. Nordenskiölds interesser tok efterhånden en noget anden retning. Vi træffer ham senere i 1870-årene på forskningsreiser til Novaja-Semlja og det nordlige Sibirien, og i 1878-1880 utførte han den stordåd, hvortil hans navn for al fremtid vil være knyttet: opdagelsen av Nordostpassagen, omseilingen av Europa og Asien. Til Spitsbergen kom han ikke oftere.

Nathorst besøkte første gang Spitsbergen som ganske ung mand sommeren 1870; det var med indtrykkene friske fra denne reise han samme høst i Skåne gjorde sit berømte fund av arktiske planterester i gamle lerlag og således leverte beviset for, at den første vegetation efter istiden i det sydligste av Skandinavien må ha været av rent arktisk karakter. I 1882 ledet han en ny ekspedition til Spitsbergen, som gav et særdeles værdifuldt geologisk og botanisk utbytte, og i 1898 omseilet han landet med “Antarctic”, utforsket og kartla sammen med en stab av 8 videnskapsmænd Bjørneøen, Bell Sound og Kong Karls Land. Men Nathorsts fortjeneste av Spitsbergens utforskning indskrænker sig ikke hertil. Han har tat virksom del i bearbeidelsen også av adskillige andre ekspeditioners materiale – især av plantefossiler fra ældre jordperioder – har sikkert en væsentlig andel i at flere av disse ekspeditioner er kommet istand. Overhodet har han gjennem flere decennier i høi grad bidradd til at holde interessen for Spitsbergen leve nde i Sverige. De Geer deltok i 1882 i Nathorsts ekspedition til Spitsbergen og har senere 5 ganger selv ledet videnskabelige ekspeditioner dit op. Hans arbeide på Spitsbergen har fremfor alt været av geologisk og kartografisk natur. Han har studert bygningen av det faste fjeld så vel som bræerne og de løse jordavleiringer. I 1910 kunde han på en meget vellykket ekskursjon, som blev arrangert i forbindelse med den 11te internationale geolog-kongres i Stockholm, demonstrere Spitsbergens geografi for ikke mindre end ca. 70 geologer fra alle lande. Det vilde føre alt for vidt her nærmere at omtale de mange svenske Spitsberg-ekspeditioner fra de senere år, og det blir derfor nødvendig at nøies med at henvise til listen ovenfor. Bare i forbigående skal nævnes S. A. Andrées to ekspeditioner i 1896 og 1897; på den første av disse forberedte han og på den anden drog han, sammen med to ledsagere, fra Spitsbergens nordkyst ut på den berømte ballongfærd over Polhavet, fra hvilken han ikke er vendt tilbake. Et gjennemgående karaktertræk ved de aller fleste svenske ekspeditioner til Spitsbergen er den planmessige forberedelse, den energiske, omhyggelige utførelse av feltarbeidet og den grundige, alsidige videnskabelige bearbeidelse av det hjembragte materiale. Derfor har også den svenske Spitsbergenen-forskning så mægtig bidradd til at øke kundskapen om arktisk natur, og derfor indtar den en så ærefuld plads i den internationale polarforskningens historie.

Det videnskabelige utbytte av de svenske forskningsfærder til Spitsbergen foreligger i en meget betydelig literatur, bestående såvel av selvstændige verker som i et meget stort antal større og mindre tidsskriftartikler. Foruten svenske forskere har også mange fremmede spesialister tat del i bearbeidelsen. I sin bibliografi over den svenske Spitsbergen-literatur i tidsskriftet “Ymer” for 1909 opregner J. M. Hulth ikke mindre end 376 numre, og i 1917 anslog Nathorst antallet til mellem 400 og 500. Hertil kommer et betydelig antal kartarbeider; De Geer opregner for tiden indtil utgangen av 1908 ialt 60 karter, og også dette antal er senere øket adskillig. Gjennem den svenske Spitsbergen-literatur er landets natur belyst fra de mest forskjellige synspunkter. Geografiske og topografiske emner behandles, der gjøres rede for hydrografiske, meteorologiske og andre geofysiske undersøkelser; fjeldbygningen, plante-og dyrelivet, nu og i tidligere jordperioder, skildres indgående. Hertil kommer så den literatur, som mere direkte omhandler planlæggelsen og gjennemførelsen av de enkelte ekspeditioner. I mange retninger er naturen på Spitsbergen nu likeså godt kjendt som i adskillige lande i Europa. Men herav følger ikke ar der for fremtiden vil være mindre gjøre der. Tvertimot, nye tider skaper nye opgaver, og det vil være let at peke på en rekke betydningsfulde, såvel rent videnskabelige som praktisk-videnskibelige spørsmål, for hvilke Spitsbergen er og fremover i tiden vil vedbli at være et meget lovende arbeidsfelt. Når nu Spitsbergen kommer ind under norsk styre, må det være tillatt fra norsk side at uttale ønsket om, at den svenske forskning også i fremtiden må finde sig vel tilrette i dette arbeidsfelt, hvor den har så ærefulde traditioner at se tilbake på. Der er på Spitsbergen god plads for svensk forskning ved siden av vor egen, og de svenske forskere har historiens ret til at føle sig hjemme der oppe.

Fotnoter:

1. En værdifuld oversigt over svenskenes videnskabelige arbeide på Spitsbergen i de 150 år 1758-1908 er gitt i “Ymer” 1909 av A. G. Nathorst. Hertil slutter sig en bibliografi over den svenske Spitsberg-literatur av J. M. Hulth og en kartfortegnelse av G. De Geer. Disse arbeider har været mig til stor nytte ved utarbeidelsen av denne lille opsats. [Tilbake]