Print Friendly, PDF & Email

«Gjøa»-færden – Roald Amundsens oplevelser

(Kysten 10/4 1906)

I et amerikansk blad „Yukon World“, som udkommer i Dawson City, Yukon, læses endel oplevelser, hvilke bladet er kommet i besiddelse af gjennem ”Collier’s Magazine”, til hvem Roald Amundsen har skrevet dem. Amundsen trængte ved ankomsten til Eagle 500 dollar, som magazinet strax telegraferede til ham.

Som bekjendt, fortæller Amundsen, seilede vi fra Kristiania natten mellem den 16. og 17. juni 1903. Det tog os en lang tid at komme til Godhavn på Disko Island, da vi havde modvind hele veien. Men tilslut kom vi da frem i de sidste dage af juli. Hensigten med at anløbe her var at anlægge en magnetisk station og få flere hunde til slæderne. Fra Kristiania bragte vi med os 6 hunde, som havde vært med på den anden «Fram»-expedition. Idalrymple Rock, på nordvestkysten af Grønland, måtte vi tage ombord proviant, som var oplagt der til os af to skotske hvalfangere.

Den 22. august 1903 nåede vi Beechy Island og ankrede et stykke fra, for at tage en række magnetiske observations, som var grundlæggende for reisen. Fra denne sta­tion skulde vi både den magnetiske nordpols beliggenhed.

Observationerne viste, at polen lå i syd, og så seilede vi i den retning 24. august, idet vort mål da var Peel Sound. Et stykke fra Prescott Island i Peel Sound nægtede kompasset at gjøre tjeneste, og vi havde, som vore forfædre, at være tilfreds med at blive ledet af himmellegemerne. Men da også disse nægtede at hjælpe os ved at skjule sig bag et ugjennemtrængeligt tågeslør, var det ikke let at være sjøfarende.

Vinterkvarter.

Uden at komme i nogen særde­les ubehagelig berøring med isen, seilte vi så sydover langs vestkysten af Boothia Felix. Den 9. september rak vi Petterson Bay på sydost-kysten af King Williams Land og ankrede udenfor en liden, tiltalende havn ”Gjøa Harbour”, som skulde blive vort tilholdssted i næsten 2 år. Den var vel beskyt­tet. Indseilingen dertil er meget trang, idet den kun var nogle få meter bredere end «Gjøa» og åbnedes mod syd. På den måde var den indre havn fuldstændig lukket.

De magnetiske observationer, vi tog den næste dag, viste, at vi ikke kunde valgt bedre sted til station.

Der forestod os en travel tid. Vi måtte bære al vor proviant iland for at få mere plads ombord. Dette arbeide var vi færdig med den 17. september, og da forestod der os at reise de nødvendige bygninger. Materialerne til dette fik vi af vore proviantkasser. Alle kasser havde dobbelt zinkkasse inden i og trækasse udenpå. Kasserne var alle af sam­me størrelse og spigret sammen med kobberspiger for at forhindre nogen indflydelse på de magnetiske in­strumenter. Vi tog så zinkkasserne ud af trækasserne, fyldte de sidste med sand og brugte dem til at bygge op en mur. Vi reiste to byg­ginger, en til de instrumenter, der var for specielt at måle de mag­netiske variationer, og den anden til bolig for to af expeditionens del­tagere.

De forskjellige observationer begyndte den 2. november. Den før­ste eskimovisit indtraf de sidste dage af oktober. De tilhørte Iglulik-stammen, som har sit jagtgebet langs Simpson-strædet på nordky­sten af det amerikanske fastland. Denne stamme kom i forbindelse med Schwatka-expeditionen i 1880, men har ikke siden vært sammen med nogen hvid mand. Vi havde en hel del at gjøre med stammen og blev gode venner med dem. Men vore bedste venner fandt vi i Netsilik-stammen, som vi påtraf siden.

Det første år var der en over­flod af vildt. Store hjorder af rensdyr såes i alle retninger, og enkelte dyr vovede sig lige op til skibet. Vi skjød 100 stykker rens­dyr ialt for at få føde til os selv og hundene; men vi kunde med lethed have dræbt to gange så mange. En hel del orfugl fik vi også fat på.

Havnene frøs de første dage af oktober, og de nødvendige forbere­delser til at tage mod vinteren blev gjort så snart, vore øvrige pligter tillod det. Seil blev strakt over skibet og sne blev hobet op ved siderne, dobbelte vinduer blev sat ind. Et ventilationssystem arrangeret og mange små ting blev gjort, som hjalp os til at gjøre det både komfortabelt og hyggeligt ombord. På den måde var vi istand til at imødese den bekjendte polarnat. Vi havde en god havn, gode huse, et godt skib og en overflod af fersk proviant. Til dette skal tilføies, at endskjønt vor beliggenhed på den lave bredde 68° 37’ nord. Oplevede vi dog ikke noget mørke, som var værdt at snakke om.

Vi havde planlagt en slædetur til undersøgelse af den magnetiske tilstand langs vestkysten af Boothia Felix om våren. Men 7 af vore bedste hunde var døde i løbet af vinteren, og vi var således dårlig udstyret i så hen­seende. Imidlertid gjorde vi, hvad vi kunde med de gjenle­vende.

Fire af os seilede den 1. marts 1904 for at etablere et de­pot for hovedexpeditionen, som skulde begynde i begyndelsen af april. På denne tur observerede vi den laveste temperatur – 79° fahrenheit under zero. Men da der ikke var nogen vind, mærkede vi ikke kulden så meget.

Medens vi var optaget af arbei­det med provianten, mødte vi netlisik-eskimoerne.

En morgen, som vi banede os vei langs østkysten af King Wil­liams Land med slæder og hunde, kom pludselig en menneskelig figur tilsyne på pakisen. Han efterlalgtes af flere andre, og snart havde ca. 30 eskimoer, alle mænd, samlet sig i en gruppe omtrent 100 skridt fra os. Det var øiensynlig, at de følte sig uvisse, hvorledes de skulde an­skue os. Vi var de første til at gjøre tilnærmelser, idet vi nærmede os dem og råbte ”manih-tumi”. Dette gjorde øiensynlig en beroli­gende effekt, og snart besvarede de ivrig vore hilsener. Vi havde i løbet af vinteren lært endel ord af vore venner iglulierne, så at vi ved denne leilighed var istand til at gjøre os godt forståelige.

Med eskimoerne.

Disse fortalte op, at deres snehytter var på den anden side af pakisen, ikke langt borte. Jeg be­sluttede at følge dem for at blive bekjendt med deres stamme, som syntes at være af en fredelig karak­ter. Det var en livlig procession, som banede sig vei over isen. De syntes, vi var nogle morsomme skruer, og vi gjengjældte deres smil og glæde på samme måde. Den gang, vi mødte dem, var de på vei til deres sæljagtfelt. De fleste af dem havde hunde. Alle deres hunde blev nu spændte for vore slæder – et tegn på gjæstevenlighed – og med hver slæde, draget af 20 hunde, gik det pent. Hundene kom imidlertid ikke så godt ud af det med hverandre, som deres herrer, og dundrende slagsmål brød ud nu og da. Efter at have reist således et par timer, nåede vi hytterne. Disse, hvis an­tal var 16, stod langt ude på isen. Til at begynde med viste det svage kjøn sig meget sky, men efter en stunde forløb passerede de os i en lang række, ledet af en aldrende skjønhed. Eftersom de passerede os, satte enhver af dem i et lidet grynt, der åbenbart var ment som et velkommen! Efter denne parade forsvandt de allesammen ind i de­res respektive hytter for at komme sig efter exercitien. Kun 3 af de ældste medlemmer af stammen havde seet hvide mænd – eller ”kabluna” – før. Dette havde hændt ved en plads, de kaldte eivili, hvilket jeg siden fik vide var i omegnen af Repulse Bay i den nordvestre del af Hudson Bay.

 Denne stamme – netsilik-eskimoer – blev vore bedste venner og så med sorg vor afreise fra King Williams Land. Alle var meget godt klædt i fine nye klæder, gjort af rensdyrskind, og med det typiske kostyme, med lange ”halestykker” på deres trøier, som derved fik et nogenlunde udseende af en overfrak.

Den næste dag satte vi ud igjen og blev da ledsaget af en eskimo.

På vor vei tilbage kom vi over kolonien igjen, og da besluttede de fleste at følge os, så de kunde få se underet, som ingen før havde skuet – et skib. Hjemturen forløb excellent i selskab med disse glade borgere i det fjærne nord. For vore kammerater ombord var dette en anledning til stor overraskelse og megen moro at se hele kolonien nærme sig. At se nye ansigter var en behagelig afvexling i det monotone liv.

Strax efter at de var ankomne, begyndte eskimoerne at bygge deres snehytter, og inden kort tid var «Gjøa» omringet af en eskimolandsby. Hyppigere visitter fulgte snart på begge sider. De vilde se enhver ting, vi havde, og vi var på den anden side meget indtaget i deres smukke og komfortable klæder, af hvilke vi gjerne vilde få et sæt. Dette viste sig heller ikke at være vanskeligt. Som bytte for træ og jern kunde vi få, hvad de havde. Tomme blikboxer var helt værdiløse for os, men var rene ønskegjenstande hos vore venner. Ved denne ledighed gav jeg en af stammen en rifle med ammunition, som present for hans udmærkede gjæstevenlighed under vort ophold sammen med dem på isen.

Hans glæde over denne uventede gave var ubeskrivelig; men resultatet var, at alle ønskede at komme i besiddelse af en rifle. At gå fra tomme blikboxer til geværer og patroner, som gaver, var noget for meget for mig, og jeg forsøgte at gjøre dem forståeligt, hvorfor jeg havde gjort det til den ene; men det tog dem flere dage at forstå, at skibet ikke var lastet med rifler.

Løjtnant Hansen og Helmer Hansen begyndte i august i en båd at undersøge forholdene i Simpsonstrædet, og især rundt omkring Eta Island, hvilket sted er den trangeste del af passagen mod vest. Expeditionens plan – udarbeidet af det Geografiske Selskab i Kristiania – var, at efter afslutningen af vore magnetiske observationer, vi da skulde gå vestover, istedetfor at gå mod øst. Grunden til dette var, at isforholdene langs vestkysten af Boothia Felix regnedes at være overmåde vanskelig. Mine observationer siden har bragt mig til at tænke det umuligt at pege ud noget sted, som skulde være vanskeligere end noget andet i de regioner.

Sommeren havde været rå og kold, og snefaldet kom tidligere. Rensdyrene, som året før havde vist sig i store flokke, syntes nu at sky landet. Det lykkedes os bare at dræbe 30 dyr.

Eskimoerne havde bedre lykke, da de jaget på nordkysten af Amerika, og i vinterens løb bragte de os betydelige kvantiteter af kjød. Og fra dem modtog vi også store forsyninger af fisk. Lax, ørret, torsk og hvidfisk blev tilsendt os i store kvanta. På denne måde havde vi fuldt op af ferskt i løbet af hele den anden vinter også.

Eskimoerne, som havde vært spredt rundt om på deres forskjellige jagtgebeter, begyndte at vise sig igjen i nærheden af skibet i oktober og hjalp til at gjøre det lidt livligere. Men denne gang blev vi beæret med deres selskab meget længere, end vi brød os om. De viste ingen tegn til at bryde op før i februar 1905. Da havde de brugt op deres proviantforråd, så de havde at søge nye jagtmarker. Endnu engang passerede en jul og et nyt år kom. Lyse dage begyndte og med dem en hel del arbeide, der bestod i forberedelser til en slædeexpedition. Denne begyndte den 2. april og forestodes af løitnant Hansen og Peter Ristvedt.

Denne turs hensigt var at kartlægge de ukjendte kyster af Victoria Land.

Vi fik det meget travelt ombord under deres fravær. Alting skulde gjøres klart til vor afreise, og skibet skulde eftersees. Husene, som var bygget på land, var de første, som gik. De blev nedrevne i den sidste del af mai. Kasserne blev båret ned til oplagshuset, hvor den tiloversblevne proviant blev pakket og taget ombord. Alle instrumenter måtte tages ned, renses og pakkes væk.

Passagen var fuld af grunder og skjær og alt andet end behage­lig. Vi fandt Victoria-kanalen fuld af is med akkurat så meget rum tilovers, at vi kunde trænge gjennem. Længere vest fandt vi sjøen næsten fri for is.

Indløbet til Dolphin- og Unionstræderne var ikke let at finde, da der fandtes en mængde farlige rev mellem Lambert Island, Dou­glas Island og det ameri­kanske kontinent. Men vi slog ind på en klar vei efter en del søgen. Det så gunstig ud vesterover.

Den 25. august 1905 fik vi de første seil isigte, som vi havde seet på denne side. Det var hvalfangerskonneren «Charles Hansen» af San Francisco, kapt, McKenna. Af ham fik vi de første nyheder fra omverdenen. Hva der interesserede os mest, var naturligvis for­andringen med Norge og Sverige, som fik mig til at foretage en tur til den nærmeste telegrafstation for at få kundskab om, hvorledes sagerne stod. Vi gav os ikke lang tid ombord i «Charles Hansen». Da vi havde spist middag med den charmante kaptein og modtaget en velkommen present af løg og friske poteter, gik vi tilbage til skibet og fortsatte vor kurs.

De første vanskeligheder med isen mødte os ved Kap Bathurst. Isen var pakket mod landet og stængte for al fremfærd. Vi blev liggende to dage på stedet. En sydostlig vind førte isen afsted fra land og åbnede passage for os. På veien vestover bemærkede vi adskillige hvalfangere. Vi blev indhentet af «Alexander», kapt. Tilton, og «Bowhead», kapt. Cook, som til­bød assistance, hvis vi behøvede den. Dette hændte noget vest for Hooper Island.

Den 2. sep­tember fortøiede vi langs grundisen af Kap sabine. Vinden var imod os og løbet langs stranden ganske snævert, så vi ikke kunde gjøre no­get fremskridt. Vi tog på pånyt den næste dag, men stansedes igjen af den flydende is i Kingstrædet. En gang til fortøiede vi langs isen. Vi var ikke længer så ganske alene, som vi havde vært. I stranden i Kingstrædet fandt vi den stran­dede hvalfanger «Bonanza» af San Francisco. To af mandskabet og nogle eskimoere boede i nærheden for at passe på provianten, som var ladt tilbage. Nogle få dage derefter var vi nødt til at måtte indrømme, at vi var lukket inde for den 3dje vinter. Forberedelserne for dette den sidste vinter blev derfor påbegyndte.

Trævarer, som vi var i stor man­gel på før, fandtes nu i massevis på stranden. Masser af træ i drift føres ned Mackenzie River årligt, og bliver da forceret på land af sjø og is. På den måde fandt vi stokker, hvormed vi reiste en fin hytte, i hvilken 5 af vore folk nu bor. Den indeholder kjøk­ken og spiseværelse for alle expeditionens medlemmer. To mand forbliver ombord og passer skibet. Observationsinstrumenterne blev igjen sat op uden nølen, og snart gik alt i den gamle gjænge. I den sidste del af september gik jeg til Herschell Island og besøgte de hval­fangere, som sad fast i isen der.

Jeg blev modtaget på det elskværdigste og tilbragte behagelige dage hos dem.

Expeditionen, som skulde bringe  post til det indestængte skib, startede den 24. oktober. Ved imødekommenhed af chef en blev jeg istand til at ledsage expeditionen og bringe posten til «Gjøa».

Vi valgte den korteste vei over fjeldene og nåede Fort Yukon den 20. november. Jeg havde håbet at finde en telegrafstation der – men nei. Jeg havde at vandre 250 mil længere mod syd til Eagle City for at finde den første telegrafnøgle. Dertil nåede jeg den 5. december, efter at have tilbagelagt en distance af ialt ca. 700 mil.